Psykisk arbejdsmiljø (intern kompetenceudvikling af AMO på DTU)
DTU’s arbejdsmiljøorganisation har gennem længere tid efterspurgt kompetenceudvikling inden for det psykiske område, blandt andet i forhold til temaerne roller, ansvar, trivsel, samarbejde, håndtering af konflikter, sexisme, neurodiversitet, stress og psykologisk tryghed.
Koncern Arbejdsmiljøudvalget (KAMU) har været lydhør over for efterspørgslen, og igangsat et kompetenceudviklingsprojekt for at løfte arbejdsmiljøorganisationen indenfor psykisk arbejdsmiljø. Koncern HR driver projektet, og varetager selv en stor del af undervisningen. Den planlagte kompetenceudvikling henvender sig både til alle AMK’er og interesserede AMR (sidst nævnte som et supplement til DTU’s obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse).
Kursusindhold
Rolle og ansvar
Der er mange aktører, der bidrager til arbejdsmiljøarbejdet på DTU. Vi starter med en introduktion til rammer, politikker, ledelsens rolle, og hvordan de forskellige aktører bedst samarbejder for at styrke arbejdsmiljøet på DTU.
Dialog, samarbejde og håndtering af konflikter
Konflikter på arbejdspladsen er uundgåelige, da de er en naturlig del af menneskelig interaktion. Vi kan lære at håndtere og værdsætte konflikter, da de kan øge bevidstheden om underliggende problemstillinger og åbne op for muligheden for at finde bedre løsninger. Du får inspiration til, hvordan du konstruktivt kan håndtere konflikter.
Neurodiversitet
DTU er for alle, der vil og kan. I arbejdsmiljøet har vi en stor opgave med at skabe rammer, der sikrer, at alle føler, de har mulighed for at bidrage til fællesskabet. Du vil blive introduceret til de typiske karakteristika ved de mest udbredte former for neurodiversitet, og få værktøjer til at skabe et arbejdsmiljø, hvor flere kan trives og præstere.
Sexisme
Sexisme handler om køn og spænder fra hverdagssexisme, som vi måske knap lægger mærke til, til den krænkende adfærd, vi ikke accepterer på DTU. På kurset træner vi at få øje på sexisme, tale om det og præsenteres for værktøjer, der styrker et mere inkluderende arbejdsmiljø.
Balance i arbejdslivet (inkl. proaktive indsatser til stressreduktion)
At arbejde på DTU kan både begejstre og belaste os – nogle gange på samme tid. Mange oplever stor variation i, hvad der stresser dem, og hvad der reducerer stress. Derfor ønsker DTU at styrke arbejdsmiljøet ved at træne medarbejdere i, hvordan de kan flytte fokus, praktisere mindfulness, prioritere opgaver og løbende være i dialog om afgrænsning af opgaver og samarbejde med andre.
Psykologisk tryghed (og hvad sker der, når den ikke er til stede?)
At kunne tale åbent uden frygt for konsekvenser er en forudsætning for, at vi kan være de bedste versioner af os selv på arbejdet. Aktiv lytning, anerkendelse og fortrolighed med forskellige dialogværktøjer er nyttige færdigheder, som vi træner sammen for at styrke den psykologiske tryghed på DTU.
Anbefalet til
Interesserede AMR´er og alle AMK´er